Hold gulvet flot
Dit gulv er noget af det, der kan og skal tåle mest slid i hjemmet. Hvad enten det er tæppe, klinker eller af træ, så skal det være slidstærkt. Men hvordan sliber jeg egentlig mit gulv? Det er ikke ligegyldigt hvilken træsort du har, og nogle trægulve kan slet ikke tåle at blive slebet, så det er vigtigt at researche lidt, inden du giver dig i kast med at slibe gulvet.
Guide til vedligeholdelse af trægulv
Nogle af de første spørgsmål der rejser sig i denne sag er, HVAD man kan gøre ved sit gulv, og hvor ofte det skal ske. Som en god regel, kan man tjekke sit trægulv, og se hvor meget lak der er tilbage. Hvis det er slidt ned, eller at overfladen på træet er meget hakket og ridset, er det en nødvendighed at få en afslibning – og det er uanset om det er behandlet med olie, lak eller sæbe. Efter en slibning kan du selv bestemme, hvilken slags behandling du kunne tænke dig, ud fra sorten på dit træ.
De forskellige overfladebehandlinger har hver deres fordele, og det kommer i sidste ende meget an på, hvad du selv synes ser bedst ud i netop det rum gulvet ligger. Der er dog ingen grund til at gå og ridse dit gulv med vilje, da man fjerner et stykke af gulvet, hver gang man sliber det, og alt efter hvilken slags træ du har, er der kun et hvis antal af slibninger, før hele gulvet skal skiftes. Hvis du er i tvivl om hvorvidt netop dit gulv kan tåle slibning, så se med her.
Har du et massivt gulv, kan det klare flere slibninger end eksempelvis et lamel gulv. Massive gulve i form af brædder eller parket, må ikke slibes så langt ned, at deres samling bliver svækket. Du kan på et bræddegulv, med eksempelvis en kniv, tjekke hvor langt der er ned til samlingen af brædderne, og her skal der mindst være en højde på 4mm. På parket og lamelgulve kan du, ved at fjerne fejelisten, stikke et lille spejl derned. Her skal der mindst være 2-3mm slidlag, det lag træ der er beregnet til at slibe, tilbage efter du har slebet gulvet.
Et lamelgulv er bygget op af flere lag, og de har ofte et slidlag lavet af massivt træ. Herudover er det typisk sammensat af en spånplade i midten, og en billig træsort på undersiden. Et lamelgulv kan dog også være lavet af krydsfinér, stadig med et øverste lag, slidlaget, lavet af massivt træ. Der er meget forskel på lamelgulve, da nogle har en tykkelse på op til 6mm, og andre med en tykkelse på blot 2mm, som knapt kan holde til en enkelt slibning, inden det næste lag kommer til syne. Hvis du har et laminatgulv, skal du slet ikke overveje at slibe gulvet, da det ikke kan lade sig gøre. Det øverste lag på et laminatgulv, er nemlig et tyndt lag plastlaminat.
Hvem skal slibe mit trægulv?
Du er, ligesom alle andre, interesseret i at spare så mange penge, som muligt. Derfor har du måske selv overvejet at slibe eller afhøvle dit gulv. Afhøvling bruges oftest på ujævne, eller meget slidte gulve af blødt træ som eksempelvis fyrretræ. Måden man afhøvler på, er ikke med en gammeldags høvl, men med en maskine, der med roterende klinger høvler gulvets overflade.
En slibning derimod, er med bånd eller slibepapir. Hvis du ønsker at høvle dit gulv, bør du få en professionel til at klare jobbet, og hvis du tvivler på dig selv, i forhold til at slibe dit gulv, kan professionelle også findes til denne opgave, nogle til en pris der ligger omkring 100kr. pr. kvadratmeter, så det er værd at tage med i overvejelserne. Hvis du selv ønsker at give dig i kast med projektet, kan du leje det udstyr du skal bruge, i dit lokale byggemarked eller hos en farvehandler. Det er en god ide, hvis du er nybegynder, at øve dig på et gulv af mindre kvadratmeter, inden du går i gang med stuegulvet. Hvis du er boende i lejlighed, så husk at advar dine naboer, specielt underboerne. En god omgang slibning af gulvet, larmer nemlig utroligt meget.